Et specialiseret skoletilbud, som varetager elevernes særlige behov​

Kanonskolens målgruppe​

Målgruppen er 8-18-årige unge med særlige behov, som skal have et undervisningstilbud. Visitationen foregår i samråd med skolelederen og den visiterende kommunes PPR.

Elevgruppen er karakteriseret ved:

  • elever med en sammensat problemstilling der gør, at de har brug for et meget overskueligt undervisningstilbud
  • elever der har brug for et individuelt tilrettelagt undervisningsforløb, og som ikke kan indgå i den normale folkeskole
  • elever der har vanskeligt ved at indgå i sociale sammenhænge
  • elever der har/har haft en kriminel løbebane med tyveri, indbrud, hærværk, vold, trusler o. lign.
  • elever med massive følelsesmæssige vanskeligheder
  • elever med indlæringsvanskeligheder og/eller mangelfuld skolegang
  • elever med en eller flere diagnoser i kombination med en kompliceret ungdomsadfærd

Eleverne på Kanonskolen har ofte en skolemæssig baggrund med utallige nederlag fra undervisningen i folkeskolen. De har skiftet skole mange gange, og de har oplevet at blive smidt ud af klassen pga. uro, provokationer, vold og mobning. Det er typisk startet med koncentrationsvanskeligheder grundet omstændigheder hjemmefra. Mange af eleverne har et uudnyttet, læringspotentiale, som de ikke har kunnet udvikle i deres tidligere hjemme- og skolemiljøer.

Kanonskolen tilbyder undervisning fra 1. til 10. klasse, og kan modtage op til 30 elever. Budgettet tilpasses det forventede elevtal for det kommende år.